I alt var der 35 spillere med til en god opstart, der var lavet en træningsturnering, hvor vi havde inviteret Viborg Søndermarken, Viborg FK, og Hammerum, samt vores egne A spillere fra u 11. Så efter social hygge med team easy on om aftenen efter en let omgang træning , skulle vi i gang om lørdagen.
Med en ny cheftræner, Lars J, var det ud af fjerene tidligt og så ellers en løbetur efter Lars.
Der var nogle der spurgte, om det nu også var nødvendigt, men man bliver jo ikke prof. på røde sodavand og spejderhagl, så efter lidt gruppepres var alle flot med.. Dernæst morgenmad og så startede kampene. Til sidst skulle trupperne sættes, hvilket ikke altid er lige let, da der er hård kamp om mange af pladserne.
Vi har i år haft hold i Mester, B og C rækken og der er i alt ca. 40 spillere i afdelingen, som er vokset år for år.
Vi har også fået lov til at lave et samarbejde med Ikast KFUM U 13 og det har været en sand fornøjelse. Vi har "byttet" lidt spillere rundt inden sæsonen, som alle har klaret sig rigtigt flot, vi har haft arrangeret samtræning også. Det lover godt for fremtiden og tak til Morten Wind for et godt samarbejde.
C holdet.
Har spillet 7 mands fodbold i "foråret" og klaret sig flot med en 2. plads i puljen, og de kunne såmænd have vundet, da det var den sidste kamp der afgjorde det.
De endte med 18 point for 9 kampe, og en flot målscore på 51-44. Brande havde også 18 point men i alt 6 mål bedre end os, Så det er rigtigt flot gået drenge.
Nicki Madsens far, Søren har været holdleder og en uundværlig støtte for afdelingen, så tusind tak Søren for dit store engagement. Træningen har foregået med B og næste år håber vi få en fast træner, til jer. Men vi kan nok ikke undvære Søren.
Til den sidste kamp var der børnechampagne med til holdet, og vi satser på at fra næste år spiller vi i B og 11 mands fodbold.
B holdet
Har spillet 11 mands fodbold , og det skulle man lige vænne sig til med "mærkelige regler" som off side, men det er også gået rigtigt godt.
Det blev til en flot og fortjent oprykning til A rækken. I alt hev vi 24 point hjem i 10 kampe, og KLG mangler at spille den sidste, men vi er oppe og slutter som 1 eller 2. Vi har også haft kampe med Ikast KFUM og det har været sjovt for alle drengene kender jo hinanden og har også trænet lidt sammen.
Den første kamp endte 3-1 til os men den anden tabte vi 5-1, så de slutter på en flot 3 plads, med 19 point så det har været meget tæt. Vi har scoret 37 mål og lukket 15 ind, så vi er godt besat på alle pladser.
Vi fejrede oprykningen i torsdags efter træningen, da Rasmus har været på tur med skolen, så efter træningen var der arrangeret pizza og sodavand / kaffe i offside, hvor også forældrene deltog.
Her holdte han også en tale til spillerne, hvor han takkede for den store indsats i år.
Næste sæson byder på kampe i A rækken og det bliver meget spændende at følge.
M- holdet
Som i B - så er 11 mands fodbold jo noget andet, men i har klaret jer rigtigt flot i en svær pulje.
Modellen er således at de 2 nederste rykker ned i M2, og de 4 resterende bliver slået sammen med andre hold i Jylland i M1 næste sæson.
Vi endte på en 4 plads med 16 point men Herning Fremad er foran os med kun 3, så det har været tætte kampe på et højt niveau. Silkeborg har været helt suveræne og er gået lige igennem med max point men Herning, Vildbjerg og os har spillet nogle gode og tætte kampe.
Efter den sidste kamp i onsdags, var der ligeledes arrangeret pizzaer mm i offside til holdet og forældrene. Her havde Jacob Hedegaards far optaget den sidste kamp i mod Brabrand på video, så alt fra hurtighed, ronaldo finter mm blev nøje studeret af 13 mand, som fortjent havde taget plads i sofaen, efter et fornemt stykke arbejde i år. Der var også enkelte kommentarer, om at man nok var hurtigere i virkeligheden frem for på video.
Vi vil gerne sige alle spillerne tak for en super god sæson med nogle flotte resultater for alle hold, en rigtigt god træningsindsats og ikke mindst kammeratskab. Derudover også en stor tak til alle forældre, bedsteforældre for den store opbakning vi har til kampene.
Det er ganske enkelt en fornøjelse se.
Der kommer mail ud ang. vintertræning og vi satser på opstart af ny sæson igen næste år den 31. januar. Træningsweekend den 4. og 5. Februar, mere info følger ,men nu har i datoen.
Venlig hilsen
Trænere og ledere i U13